Udby Kirkes bygninger
De ældste dele af den bevarede stenkirke i Udby kan dateres til 1100-tallet. Kirken blev først og fremmest opført af store kampesten, som sandsynligvis stammer fra markerne på næsset. Til de teknisk set mere komplicerede dele af bygningsværket (f.eks. omkring hjørner, døre og vinduer) anvendtes frådsten, en slags aflejringer af kildekalk, der kunne skæres i blokke (kvadre) og var lettere at arbejde med. Frådsten er især blevet anvendt i kirkerne omkring Isefjorden, hvor de muligvis er udvundet fra et brud ved Vintre Møller mellem Holbæk og Roskilde. Stenkirken bestod i sin ældste form af skib, kor og apsis, og kan således betegnes som en ganske traditionel højromansk kirke, med et ydre og indre udseende svarende til tegningen herunder. De romanske kirker havde som oftest små højtsiddende vinduer med en tragtformet ramme på hver side af glasset, som dels minimerede forbruget af glas og dels maksimerede lysindførelsen. Vinduerne var typisk indrammet i egetræ. Over den rundbuede dør sad stik af kilesten. Taget var beklædt med spån eller såkaldte “bæverhaler”, en slags smalle teglsten.
Af de ældste dele er i dag kun bevaret de to østligste fag af skibet, der udgjorde det samlede ældste kirkeskib og havde et indvendigt areal på ca. 73,5 m². Præcis hvordan den romanske Udby Kirke var indrettet, ved vi ikke, men på baggrund af studier af mange andre af periodens danske landsbykirker kan vi formode, at billedet har mindet meget om tegningen til højre. Der var adgang til kirkeskibet fra to døre i nord- og sydvæggen (henholdsvis kvinde- og mandedøren). Langs med skibets ydervægge fandtes murede bænke. Koret var dengang lidt smallere end skibet og adskilt fra dette med en såkaldt triumfbue, der på siden ind mod skibet var flankeret af to sidealtre med tilhørende nicher muret ind i skillevæggen til koret. Længst inde i kirken, i det halvcirkelformede apsis, stod hovedalteret. Mens apsiden var dækket af et halvkuppelhvælv, var både kor og skib i den romanske tid dækket af flade trælofter, der kunne være sømmet på undersiden af bjælkerne eller lagt ovenpå. Kirkeloftet anvendtes til opmagasinering af tiendekornet.
Udby Kirke var i sin udformning og størrelse ganske traditionel sammenlignet med resten af regionen. Sammenlignet med nabokirken i Hørby var den imidlertid lille, idet denne allerede fra begyndelsen havde et skib 1½ gang så langt (og en ½ m bredere) end Udbys. Mange af regionens sognekirker fik i senmiddelalderen tilbygget et ekstra vestligt fag samtidig med opførelsen af hvælvinger i den gotiske byggeperiode, men i Udby skete udvidelsen allerede i 1200-tallet (den senromanske periode), hvilket kan være tegn på en befolkningsmæssig forøgelse lidt større end normalt. I senmiddelalderen udskiftedes det flade bjælkeloft over skibet og koret med hvælvinger lagt i munkesten, dvs. brændte teglsten noget større end nutidige mursten. De nuværende hvælvinger er fra middelalderens slutning omkring 1500, hvilket er ret sent (overhvælvningen af landsbykirkerne skete typisk i perioden 1350-1450), men om det skyldes en usædvanlig lang byggeperiode eller at disse hvælvinger repræsenterer en ombygning af tidligere hvælv er usikkert. Uvist hvornår blev der i apsiden indrettet et sakristi adskilt fra resten af koret med mur og dør, men både sakristi og apsis forsvandt ved korets ombygning i 1800-tallet.
Også de senmiddelalderlige udvidelser af Udby Kirke følger i vidt omfang det traditionelle mønster, der er illustreret med principtegningen nedenfor. På tegningen er triumfbuen og dermed adskillelsen mellem kor og skib fjernet, resulterende i en såkaldt “langhuskirke”, ligesom apsis er fjernet, hvorfor alteret står op af østvæggen i koret. Dette skete ikke for senmiddelalderens Udby Kirke, idet triumfbuen endnu er bevaret og apsiden først forsvandt ved ombygningen i 1867-68. Alle hvælvingerne i Udby Kirkes skib er understøttede af piller, hvilket viser, at skibets tre fag alle stammer fra den romanske periode og oprindeligt havde fladt træloft. Hvor hvælvingerne opførtes samtidigt med resten af bygningen, hvilket i Udby skete med tårnrummet og det nye kor fra 1800-tallet, ville pillerne blive muret ind i væggen, akkurat som de er i koret på tegningen. Ofte kom hvælvingspillerne til at dække helt eller delvist for de romanske vinduer, der derfor blev blændet og erstattet med store fladbuede vinduer. I Udby Kirke findes spor af sådanne romanske tilmurede vinduer på begge sider vest for de gamle indgange. Ved opførelsen af hvælvingerne blev murene gerne forhøjet, f.eks. med en overliggende muret udsmykket gesims. Taggavlene i begge ender har fået kamtakker og taget er (ligesom kamtakkerne) beklædt med munketegl.
I den sengotiske periode tilførtes kirkerne ofte et våbenhus med en rundbuet dør og spidsbuet spejl, sådan som det er vist på tegningen. Også våbenhuset fik kamtakket gavl med blændinger, typisk som her højblændinger. Heller ikke her stod Udby Kirke tilbage for normen, idet den sidst i middelalderen fik hele tre større tilbygninger, så kirken i dag set ovenfra danner et kors med sine to våbenhuse omtrent midt på, placeret nord og syd for skibets mellemste fag. Det nordlige våbenhus menes at være ældst, men præcis hvornår nogle af dem er fra, vides ikke. Fra andre kirker hører tilsvarende våbenhuse gerne 1400- og 1500-tallet til. Anvendelsen af våbenhuset har op gennem tiden varieret, men fra begyndelsen har det bl.a. haft praktisk betydning som vindfang. Som nævnt havde mænd og kvinder oprindeligt hver sin indgang og her altså også hver sit våbenhus, men denne kønsmæssige opdeling af dørene blev efterhånden indstillet, hvorfor det nordlige våbenhus i 1800-tallet anvendtes til materialhus, indtil det ved århundredets afslutning indrettedes til ligkapel, som hvilket det stadig tjener. I dag er der kun adgang til kirken via det sydlige våbenhus gennem den oprindelige rundbuede “mandedør”, mens “kvindedøren” fra det nordlige våbenhus ind til kirken er blevet blændet. Det søndre våbenhus blev ombygget engang efter middelalderen, formentlig i 1500-tallet, hvorved der indrettedes et lille opholdsrum i loftsetagen - muligvis som bolig for kapellanen eller degnen, og/eller som skolestue. På indersiden af taggavlen i søndre våbenhus blev samtidig opført en kamin, der i folkemunde kaldtes “Nissernes Sæde”. Hvad end rummet skulle bruges til, var det dengang større end i dag, idet man formentlig omkring år 1800 opgav anvendelsen og sænkede loftet.
Fra samme periode som våbenhusene stammer kirketårnet. Til forskel fra de højmiddelalderlige dele af kirken blev både tårn og våbenhuse opført i munkesten ligesom hvælvingerne. Den nederste del af tårnet tjente samtidig som en forlængelse af kirkerummet, idet vestgavlen af det højmiddelalderlige skib blev gennembrudt og forbundet med tårnrummet gennem en rundbuet arkade. Ved samme lejlighed blev tårnrummet overhvælvet, så skibet nu i praksis bestod af fire hvælvede fag. På sydsiden af tårnet indrettedes et trappehus, hvor en smal vindeltrappe gav adgang til loftet over tårnrummets hvælving, hvorfra der var videre adgang op i klokketårnet. Den smalle højresnoede trappe gjorde kirketårnet til et fortrinligt forsvarsværk i urolige tider, idet en indtrængende fjende ville have meget svært ved at beskytte sig med et våben i sin højre hånd på vej op ad trappen, imens forsvareren kunne tildele ham drøje hug oppefra. Om denne taktiske manøvremulighed har været anvendt i Udby Kirkes trappehus skal dog være usagt. Kirketårnet er 18 m højt (til den øverste kamtak) og inddelt i tre stokværk eller etager; nederste stokværk indgår som nævnt i kirkens skib, mens mellemste stokværk rummer en trappe op til øverste stokværk, hvor kirkens to klokker er ophængt i en såkaldt klokkestol, et såvel sindigt som solidt træværk. Den største af klokkerne er fra 1685 og omstøbt i 1739, den mindste er fra 1793. Tårnet har de for sengotikken så karakteristiske kamtakkede gavle og højblændinger.
Faktisk kan man få et indtryk af kirkens byggefaser ud fra den farve, som murværket er kalket i. Kirkerne på Tuse Næs er nemlig dannebrogsfarvede, idet de er kalket hvide på de oprindelige dele og røde på de senere tilbygninger. Hvor langt tilbage denne for Tuse Næs særegne tradition går, ved vi ikke, men af et billede fra slutningen af 1800-tallet fremgår det, at den i hvert tilfælde er 100 år gammel. Faktisk kan den farvemæssige skelnen siges, at være lidt af en tilsnigelse for korets vedkommende, eftersom det højmiddelalderlige kor og apsis blev revet ned i 1867-68 og erstattet af et nyt og større hvælvet kor uden apsis. Årsagen hertil var dels et behov for et større kor og dels, at der var konstateret revner i korhvælvet. Det nye kor blev modsat det gamle opført i samme bredde som skibet, men den gamle adskillende triumfmur blev delvist bevaret. Byggematerialet var kløvede kampesten og små gule sten til den nye kamtakkede taggavl og over de tre spidsbuede vinduer. Dette er det sidste større byggeri på Udby Kirke.