Vejen ind i Udby Kirke går gennem det søndre våbenhus. På vestvæggen i våbenhuset er opsat et såkaldt ligtræ, der i virkeligheden er sammensat af to forskellige mindeplader for to af stedets sognepræster. Rammen bærer en indskrift til ære for hr. Christen Jacobsen (†1591), mens pladen inden for rammen gælder hr. Oluf Christensen (†1717), om hvem det hedder, at han til stadighed var »..i sygdoms klemme«. Det menes da også, at et ejendommeligt drejeligt sæde, der stadig findes i prædikestolen, er gjort til ham.
Til hr. Oluf Christensen knytter der sig endnu en historie. En lokal tradition vil nemlig vide, at Udbypræsten i forne tider gjorde gudstjeneste ved en stor sten i Bognæs Skov til glæde og gavn for fiskerne på Isefjorden. Endnu op i 1800-tallet var fiskeriet på fjorden ganske betydeligt, og ikke mindst sildene lokkede fiskere til fra nær og fjern. Som tak for tjenester og velsignelser skulle svenske fiskere således have købt og skænket præstekaldet en ekstra jordlod. Ifølge Liber Daticus var Oluf Christensen den sidste af Udbypræsterne, der udøvede denne særtjeneste. I Bognæs Skov står endnu ”Alterstenen”, en stor firkantet sten, hvorved gudstjenesterne angiveligt skulle have fundet sted.
Fra våbenhuset er der indgang til skibet gennem den gamle romanske ”mandedør”-åbning. Selvom selve døren er gammel, går den dog ikke tilbage til middelalderen. Ligesom yderdøren menes den at være fra 1600-tallet. På siden ud mod våbenhuset er initalierne IИ indridset to gange, det ene sted oven i hinanden. Måske er det forbogstaverne for den, der har skænket døren til kirken, men vi kan jo også læse det som en opfordring til at gå ”in”. Døren er – muligvis bevidst - sat så skævt i og er samtidig så tung, at den ikke kan stå åben af sig selv, men må hægtes på en krog på indersiden for ikke at smække i.
Kirkens gulv er på nær i nordre våbenhus lagt med kvadratiske sorte og gule fliser, der i koret, tårnrummet og skibets gange er belagt med tæppe og løbere. Under stolene er der lagt et ferniseret bræddegulv. Gulvet i det nordlige våbenhus er støbt i cement, hvilket formentlig er sket ved omdannelsen til ligkapel ca. 1897. Som alle andre traditionelle sognekirker har loft og vægge i Udby Kirke være udsmykket med kalkmalerier, der her – som så mange andre steder- blev kalket over efter reformationen. En planlagt afdækning af kalkmalerierne i 1860’erne blev opgivet igen.
I middelalderen sad man som nævnt på fastmurede bænke langs væggen. Efterhånden som pladserne blev for få, brugte man at opmure en fritstående række bænke lidt foran de gamle. Først efter middelalderen blev det almindeligt, at opstille træstolestader i rækker på tværs af skibet, som vi kender det i dag. Fra flere kirker findes i den forbindelse detaljerede fortegnelser over fordelingen af pladserne, der bestemt ikke var vilkårlig, men derimod nøje bestemt efter sognebørnenes indbyrdes rang og position i lokalsamfundet; vé den formastelige, der ”kom til” at sætte sig længere fremme end foreskrevet! I dag er der ingen faste pladser, så man er velkommen til at sætte sig, hvor man vil. Den nuværende ordning af staderne er fra 1924, men til nutidens stolestader er benyttet to sæt gavle fra 1582 og 1629; de ældste sidder inde langs væggene og de yngste langs midtergangen. Resten af stolene, dvs. ryglænene og selve bænkene, er fra 1914. I våbenhuset findes desuden en gammel fast bænk med højt rygpanel af samme alder som de yngste stolegavle inde i kirken.
Prædikestol og altertavle er begge udskårne i renæssancestil; stolen bærer årstallet 1613. Prædikestolen menes at være udført af et østsjællandsk værksted, muligvis Hans Snedker i Enderslev, der også sættes i forbindelse med tilsvarende prædikestole i Havnelev og Lyderslev. Også døren mellem skibet og våbenhuset er fra dette værksted. Prædikestolens fire sider er adskilt af fem såkaldte ”pilastre”, hvoraf de to er udskårne som kvindelige figurer, muligvis to af de tre kardinaldyder Tro, Håb og Kærlighed, hvor den tredje så skulle have siddet nærmest prædikestolens opgang. Mens både pilastrene og ”himmelen” (prædikestolens overhæng) er oprindelige, er trappeopgangen en senere tilføjelse, ligesom det andetsteds omtalte drejelige sæde oppe i prædikestolen. Af yngre dato er tillige malerierne på de udvendige plader, som er fra 1842, men tilsyneladende er malet oven på ældre billeder. Billederne forestiller de fire evangelister (fra venstre mod højre) Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.
Altertavlen bærer ikke ikke noget årstal, men den menes at være fra kort før år 1600 og er stilmæssigt nært beslægtet med altertavlen i Hørby, der har påmalet årstallet 1595; begge tavler er dog efterfølgende blevet ændret lidt. Altertavlen er lavet af egetræ med vinger og fyldninger af fyr. Kristusfiguren i tavlens midtfelt er ældre end resten af tavlen, idet der er tale om et sengotisk krucifiks fra slutningen af 1400-tallet, som formodentlig er blevet brugt ved processioner.
Sammen med tavlens seks indskrifter kan figuren siges at danne en kort genfortælling af Bibelen. Øverst står der ”Jahve” (Gud) med hebræiske bogstaver, derunder ”Fra Evighed til Evighed er Du Gud”, hvorpå følger den første linie i Bibelen: ”I Begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden”. Med den fjerde indskrift fra oven kommer vi til Det Nye Testamente: ”Saa elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbaarne, for at hver den som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have evigt Liv,” efterfulgt af endnu et vers fra Johannesevangeliet: ”Kristus siger: Den som kommer til mig, skal ikke hungre, og den, som tror paa mig, skal aldrig tørste.” I altertavlens bibelske genfortælling følger derpå Jesus på korset og den afsluttende indskrift fra Matthæus: ”Kristus siger: Kom hid til mig alle I som lider Møje og er besværede, og jeg vil give eder Hvile.”
Til alteret i Udby Kirke hører en lille oblatæske, der ifølge sin egen indskrift er skænket af en borgmester i Aalborg 1720: »Til den store Guds ære, og Udbye Kirkes Alters prydelse er Denne Æske af Henrich Grotum Borgemst i Aalborg, og hans kiereste Inger Margrete Wegerslef Destinerit Anno 1720 d 13 Maj.« Ifølge en lokal tradition havde borgmesteren vundet kirken i et kortspil fra herremanden på Hagestedgård, og da dette måske ikke just var den værdigste måde, at blive kirkeejer på, var oblatæsken nærmest at betragte som en bodsgave. Hvorvidt historien er sand, bliver nok aldrig opklaret, men helt usandsynlig er den vel ikke. Korrekt er det i hvert fald, at Udby Kirke var ejet af Hagestedgård fra 1699 frem til overgangen til selveje i 1909 – på nær en periode i første halvdel af 1700-tallet, hvor ejerskabet var overgået netop til Aalborgborgmesteren hr. Grotum.
Udby Kirkes døbefont er romansk og går dermed helt tilbage til kirkens ældste tid. Den gamle granitdøbefont har en såkaldt rebsnoning langs overkanten og et ornamenteret fodstykke. Dåbsfadet af messing er fra midten af 1500-tallet. Indtil 1930’erne eksisterede også et dåbsfad af granit. Døbefonten stod, som sædvanen var, oprindeligt nede i vestenden af skibet, så det var muligt at døbe folk inden de nærmede sig alteret. I de fleste kirker har man i nyere tid flyttet fonten op i koret nær alteret, hvilket skete i Udby 1899. Det er så op til familien og menigheden, at beskytte det udøbte barn på vej op gennem kirkeskibet.
I den blændede dørniche ud mod det gamle nordlige våbenhus, der nu er ligkapel, er indsat en gravsten fra 1682. Indtil nyere tid var det almindeligt i Danmark, at egnens fornemste folk blev gravsat inde i selve kirken, jo tættere på alteret jo bedre, og ofte bestod kirkegulvet af en lang række af sådanne gravsten med reliefudskæringer og smukt svungne indskrifter. Var der ikke plads i gulvet, kunne også væggene tages i brug for opsætning af gravsten, men denne pågældende sten lå førhen et sted i kirkens gulv og er først senere flyttet over i dørnichen. Stenen er sat over hr. Jens Olufsen Trane, der var sognepræst i Udby fra 1654 til sin død i 1682. Ifølge stenen nåede han at få to hustruer, fire sønner og otte døtre.
Orglet i Udby Kirke er opstillet på et pulpitur i skibets vestende. Det er fra 1910 og bygget af A.C. Zachariasen i Århus, skænket til kirken som en gave fra menigheden. Indtil da anvendtes et harmoniumorgel.
Efter et besøg i kirken bør man i øvrigt gå en tur om på nordsiden, hvor der foran ligkapellet står en gammel hængeask, der i sommerhalvåret i sig selv udgør en smuk “grøn katedral”. Asketræer kan man faktisk finde på flere af vore kirkegårde, ofte i umiddelbar nærhed af selve kirkerne. Også i før-kristen tid spillede asketræet en religiøs rolle, idet det angiveligt var Odins foretrukne træ, hvorfor det kunne indgå i ofringer og blót til denne asernes øverste. Om vi i nutidens asketræ har en efterkommer af et sådant Odinstræ og dermed en indikation på et hedensk kultsted på den senere kirkes plads skal dog her være aldeles usagt.