Hørby Kirke afviger på flere måder fra Udby Kirke, der i vidt omfang kan betegnes som en typisk dansk landsbykirke. Kirken i Hørby kan bedre beskrives som en ”herregårdskirke”. Dette forhold er i nutiden ekstra tydeligt ved, at kirken ligger klods op af herregården Hørbygård, mens nogen landsby ved navn Hørby ikke umiddelbart anes i landskabet. Den nuværende bebyggelse med navnet Hørby, der ligger omkring Hørby Færgekro nede ved fjorden syd for Udby, er en moderne afløser for den oprindelige landsby, der lå oppe ved kirken og herregården indtil udskiftningen i slutningen af 1700-tallet, hvor alle rigets landsbyer gik over fra dyrkningsfællesskab med én samlet bymark til selvstændige udskilte jordlodder. I Hørby blev denne udskiftning ledsaget af en usædvanlig konsekvent udflytning af samtlige byens gårde, hvorefter kun herregården og kirken blev tilbage på den gamle landsbys plads. Faktisk lå der hele 23 bøndergårde og en del huse i Hørby i 1680’erne. Og da der også eksisterede en middelalderlig hovedgård i Udby, samt en stor bispeejet herregård i Mosemark nær Udby, er det ikke kirkens naboskab med Hørbygård alene, der gør Hørby Kirke så speciel. Det er snarere det faktum, at herskabet af en eller anden grund i dette tilfælde tilsyneladende har gjort særlig stor indflydelse gældende på kirkens udformning og indretning.
De ældste omtaler af en stormandsgård i Hørby stammer fra første halvdel af 1300-tallet, hvor Niels Tuesen og dennes mulige sønner Peder og Karl Nielsen omtales i kilderne som herrer »..af Hørby.« I anden halvdel af 1300-tallet kendes til flere transaktioner af gården eller anparter i den blandt adskillige adelsslægter (Bryske, Basse, Moltke og Urne m.fl.), indtil hele Hørbygarth såvel som landsbyen Hørby i 1411-12 blev samlet under Roskildebispen, der frem til reformationen lod gården drive ved lensmænd. Ved reformationen kom Hørbygård under Kronen, der ligesom bispestolen lod gården drive ved lensmænd, indtil den i 1698 overgik til privat eje. Siden 1748 har Hørbygård været i familien Castenschiolds eje. Kirken har fra de ældste omtaler været nært knyttet til hovedgården, der sad på såvel tiendeindtægterne, de tilhørende jorder og patronatsretten. Først i 1951 er Hørby Kirke overgået til selveje.
Selvom der altså ikke med sikkerhed kendes til et herresæde i Hørby tidligere end 1300-tallet, er der af forskellige årsager dog næppe tvivl om, at der allerede i slutningen af vikingetiden var en stormandsgård i landsbyen, hvor en lokal høvding satte dagsordenen. Og formentlig allerede engang i anden halvdel af 1000-tallet, og senest i løbet af 1100-tallet, bestemte stormanden i Hørby sig for, at opføre en kirke på bakken nord for gården.
Hørby Kirkes bygninger
Både landsbybebyggelsen og kirken i Hørby fremstår samtidig med naboen længere ude på næsset i Udby. Det betyder, at den ældste stenkirke også her er fra 1100-tallet, hvor den sandsynligvis har afløst en eller flere ældre forgængere af træ fra 1000-tallet. Byggematerialet var såvel rå som kløvede kampesten, suppleret med lidt frådsten i koret, ved døre, vinduer og hjørner, samt i vestgavlen. Bygherren har dog tilsyneladende gerne ville give indtryk, at hele kirken var opført i disse eftertragtede rektangulært udhugne frådstenskvadre, idet fugemørtelen mellem kampestenene til dels er glattet ud over disse, hvorpå frådstenenes omrids er forsøgt efterlignet med en lidt primitiv indridsning med murskeen. Denne skik er velkendt i områdets romanske kampestenskirker og er bl.a. blevet nøjere afdækket i pudslaget i Butterup Kirke.
Hørby Kirke var i sin oprindelige grundform ganske traditionelt opbygget omkring et kor og et skib. Hvad der til gengæld var mindre traditionelt ved den oprindelige Hørby Kirke var skibets proportioner. Skibet var knap 8 m bredt og godt 15 m langt med et samlet indvendigt fladeareal på ca. 118 m². Til sammenligning målte nabokirken i Udby 10,5 x 7 m (73,5 m²), uden at denne i øvrigt kan regnes blandt de mindre kirker efter datidens lokale standard. Kirkerne i de to herreder syd for Isefjorden, Tuse og Merløse, varierede ganske betydeligt i skibsstørrelsen i 1100-tallet med 37 m² i Søndersted Kirke som det mindste til ca. 101 m² i Tølløse Kirke som det næststørste. Hørby Kirke havde altså det ubetinget største kirkeskib i hele det sydvestlige Isefjordsområde i 1100-tallet. Faktisk er skibet ganske identisk med det nutidige, men hvor vi i dag ville kunne finde mange andre kirker i området med samme indre areal som i Hørby, så er disse altid opnået gennem senere udvidelser - f.eks. som i Udby, hvor skibet gjordes 50% større med en udvidelse i vestlig retning i 1200-tallet. Hvorfor kirken i Hørby skulle være så stor allerede i 1100-tallet er ikke umiddelbart til at sige, men det understøtter i hvert fald opfattelsen af, at den lige fra begyndelsen har skullet opfylde en anderledes funktion eller måske bare nogle større ambitioner hos bygherren. At længdeaksen i koret og skibet er omtrent solret er endnu en indikation på, at der virkelig er lagt ressourcer i byggeriet lige fra starten.
Var det oprindelige romanske skib i Hørby exceptionelt i regional målestok, så var taget på kirken enestående helt oppe på nationalt niveau. Hørby Kirkes ældste tag var, som det fremgår af tegningen ovenfor, todelt i den forstand, at det ikke gik i en lige linie fra tagryggen til tagfoden. Omkring midtvejs blev linien brudt af et lodret fald på ca. 40 cm, hvor der mellem de spåndækkede tagflader sad langsgående planker sat på højkant over såvel skib som kor. Tagkonstruktionen, der ikke kendes fra nogen anden dansk middelalderkirke, er blevet betegnet som “basilikal”, idet den minder om de såkaldte basilikaer, der er kirker med et hovedskib flankeret af to mindre sideskibe, hvis tage er bygget sammen, men ligger i forskellig højde. I Hørby har der imidlertid aldrig været mere end ét skib, hvilket gør konstruktionen enestående. Tagformen leder tanken hen på vikingetidens langhuse, og det er da også blevet foreslået, at bygmesteren med vilje har tilstræbt at give stenkirken et ydre i stil med de ældre trækirker. Årsagen kan dog også tænkes at have en mere praktisk begrundelse. F.eks. kan man forestille sig, at det pga. tagets spændvidde har været vanskeligt at fremskaffe spær af tilstrækkelig længde. Under tagspringet har der muligvis stået et sæt jordgravede stolper i begge sider, der således har dannet en “søjlerække” inde i kirken. Dette var normalt ikke noget man brugte i de romanske stenkirker, hvor taget alene hvilede på de tykke ydermure og gavlene, men netop pga. kirkens usædvanligt store størrelse, kan en bygmester i første halvdel af 1100-tallet tænkes at have tyet til den gammelkendte understøtningsmodel af frygt for, at taget ellers ville styrte sammen. En anden mulighed er, at de tagbærende søjler hvilede på loftsbjælkerne og dermed ikke gik helt ned til jorden.
Formentlig en gang i første halvdel af 1200-tallet gennemgik Hørby Kirke sin første større ombygning. Baggrunden herfor kan have været en brand, der ved udgravning af gulvet har kunnet konstateres og dateres til den romanske periode. I hvert fald medførte ombygningen, at gavlene og taget nu blev ændret til den normale retlinede form, hvorved de bærende træstolper i kirkerummet - der meget vel kan have været en medvirkende faktor til branden - ikke længere var nødvendige; byggefaget havde utvivlsomt udviklet bedre metoder til at forstærke tagene over så store rum siden den første tagopførelse.
Med ændringen af tagkonstruktionen blev Hørby Kirke måske umiddelbart mere “normal” at se til, bortset fra at den fortsat var usædvanlig stor, men en tilsyneladende samtidig ombygning af koret gjorde herefter også kirken bemærkelsesværdig på anden vis. Hvorvidt der ligesom ved Udby Kirke har været et halvcirkelformet apsis ved den oprindelige korgavl er umuligt at sige, da koret allerede i senromansk tid blev forlænget i østlig retning, hvorved det blev omkring dobbelt så langt som hidtil; dvs. fra ca. 4 x 5 m til knap 9 x 5 m. Sådanne korudvidelser er foregået ved flere af landets kirker, men i langt de fleste tilfælde på et senere tidspunkt end i Hørby (ifølge Jes Wienberg fik 7% af Danmarks kirker såkaldte “østforlængelser af koret”, hvoraf kun 1% foregik i romansk tid - og i disse tilfælde primært langs den jyske vestkyst. Her i regionen findes dog også et par tilfælde i Vig Kirke i Odsherred og Ferslev Kirke i Hornsherred. (Wienberg 1993 s.82-83). Det står ikke helt klart, hvorfor man nogle steder valgte at gøre korene så store på dette tidlige tidspunkt. Normalt var menigheden forment adgang til koret, hvor kun de indviede gejstlige måtte være, men udover at det i hvert fald har givet præsten mere arbejdsplads, er det muligt, at også stormandsfamilien og deres gæster - der ellers normalt var henvist til de særligt fornemme pladser vestligst i skibet - dermed har opnået nogle ekstra siddepladser tæt ved alteret. Faktisk kan herskabet have haft svært ved at se ret meget af koret nede fra vestenden af skibet. Koret i Hørby Kirke var som i andre romanske kirker adskilt fra skibet med en mur, hvori der var åbent ind til koret gennem den såkaldte triumfbue, men i forhold til skibets bredde var koråbningen i Hørby påfaldende smal, nemlig blot omkring 2½ m mod den nutidige åbning på knap 4½ m. Som i andre kirker var der et par trin op fra skibets gulv til korgulvet, her ca. 23 cm, hvilket yderligere understregede standsforskellen. I tidens løb er gulvet i skibet hævet med 22 cm til den nuværende højde.
Under alle omstændigheder har Hørby Kirke ved udvidelsen fået sig et stort og prægtigt kor, der fuldt og helt svarede til det størrelsesmæssigt overlegne skib. I Tuse og Merløse Herreder havde de romanske kirkekor typisk en størrelse på enten 13-14 m² eller 20-21 m², hvor Hørby Kirke med sine ca. 20 m² altså allerede fra begyndelsen lå i den pæne gruppe. Med udvidelsen til knap 42 m² fik Hørbykirken et kor, der var ligeså stort som eller større end adskillige af områdets kirkeskibe. Til sammenligning havde (og har) f.eks. hovedgårdskirken i Grandløse syd for Holbæk et skib på 44 m², mens Søndersted Kirkes skib som tidligere nævnt måler 37 m². Selv to af egnens næststørste romanske kirker i Tølløse og Hagested, der muligvis fra begyndelsen har indtaget en særlig status som en slags herredskirker med flere præster tilknyttet og derfor et behov for større korbygninger, havde kor på “blot” henholdsvis 32 m² og knap 30 m². Den nye korgavl viste sig imidlertid at blive et problem, idet fundamentet under sydøsthjørnet allerede i senmiddelalderen begyndte at synke og muren skride ud. I eftertiden har man derfor måttet understøtte gavlen med gentagne reparationer.
Korgavlen i Hørby Kirke er i øvrigt bemærkelsesværdig pædagogisk ved, at det selv for os lægfolk er muligt at klassificere den som “senromansk” - om end ved hjælp af lidt basal grundviden. Gavlmuren er, som det fremgår af billedet herunder til venstre, opført i en blanding af kampesten og brændte teglsten, de såkaldte munkesten, der kan beskrives som store mursten. Kampestenene er sandsynligvis genanvendt fra den gamle korgavl, men man har “lappet” på den og forstærket den med de i mellemtiden indførte teglsten, der så småt gjorde deres indtog i 1200-tallets kirkebyggeri i Danmark, og især fik stor betydning i den gotiske kirkebygningsfase (1250-1550). Når vi imidlertid med sikkerhed kan sige, at korudvidelsen er senromansk og ikke gotisk, skyldes det, at det lille gavlvindue (der er vist indefra på billedet herunder til højre) er et typisk eksempel på et romansk kirkevindue - men altså her muret op i teglsten. Allerede i slutningen af 1200-tallet indførtes de store gotiske vinduer, der nutildags kendes fra størsteparten af de danske sognekirker - dog ofte i langt senere udskiftninger i gotisk stil - og også pryder resten af Hørby Kirke, hvor de i skibet har erstattet de oprindelige romanske vinduer. Et enkelt af de oprindelige romanske vinduer findes dog delvist bevaret på nordsiden af skibet i kirkens vestligste ende umiddelbart over kvindedøren, hvor der pga. af våbenhuset og døren ikke blev plads til et stort gotisk vindue. Det romanske vindue er dog i dag muret til.
Den næste serie af ændringer ved Hørby Kirke kan henføres til den såkaldte højgotiske fase, dvs. 1350-1450. De lærde er ikke helt enige om rækkefølgen af udvidelserne, men kirken fik i denne periode dels to tilbygninger i form af et sakristi på nordsiden af koret og et våbenhus ud for mandedøren, dels blev der indbygget hvælvinger over koret (ifølge Beyer & al. var det søndre våbenhus utvivlsomt kirkens ældste udbygning, mens Jørgensen & Johannsen fandt det mest sandsynligt, at sakristiet var ældst (Beyer & al. 1980 s.53; Jørgensen & Johannsen 1981 s.492). Uenigheden skyldtes forskellige tolkninger og vægtninger af de bygningsmæssige detaljer). Ved samme lejlighed fik kirkens gavle påmuret de for perioden så karakteristiske kamtakker.
På grund af det usædvanligt store kor i Hørby måtte overhvælvingen deles op på to fag, hvor det vestligste fag omtrent svarer til det gamle kor. Overhvælvingen medførte, at murene måtte forhøjes fra de oprindelige ca. 4½ m til ca. 5 m. Formentlig samtidigt med - eller kort efter - overhvælvingen af koret blev der brudt en døråbning i korets nordvæg, hvorved der blev adgang til et nyopført sakristi. Sakristiet var så at sige kirkens “bankboks” til opbevaring af særligt værdifulde sager, såsom penge, dokumenter, bøger, messeklæder, hellige kar og andre genstande til brug i liturgien. Derfor var der heller ikke adgang til sakristiet udefra - kun gennem koret - og vinduerne var typisk meget små og gerne forsynet med gitre. Det kvadratiske sakristi i Hørby havde et enkelt vindue på østsiden, der nu er blændet, men konturerne kan stadig anes (vinduet på nordsiden og døren i vestmuren er senere tilføjelser). Murene opførtes i marksten op til vinduets underkant og herover i munkesten. At sakristiet også har fået en gavl på siden ind mod koret er temmeligt usædvanligt. Når sakristierne næsten altid lagdes på nordsiden, var det formentlig for ikke at skygge for lyset til koret.
Mens dateringen af de højgotiske udvidelser i Hørby Kirke er lidt usikker, synes næste fase at kunne henlægges til omkring år 1500. Da blev også skibet overhvælvet i tre fag. Ved overhvælvingen af skibet måtte ydermurene ligesom på koret gøres ca. ½ m højere, hvilket også betød, at det søndre våbenhus måtte forhøjes. På de nye forhøjede gavlmure valgte man ikke at genopføre kamtakkerne, der i stedet afløstes af glatte kanter (såkaldte museaftrapninger).
På nordsiden af kirkeskibet, ud for kvindedøren, opførtes endnu et våbenhus. Våbenhuset havde et usædvanligt kraftigt bræddeloft, hvilket kan indikere, at det blev anvendt som kornloft for tiendekornet. Dette blev i de romanske kirker typisk lagt på loftet over skibet, men da disse blev overhvælvede i slutningen af middelalderen, måtte kornet placeres andre steder. Mange steder opførtes derfor deciderede kirkelader i denne tid, og en sådan ved Hørby Kirke nævnes i et skrift fra 1661. Våbenhuset virker i dag påfaldende lavt, hvilket skyldes, at der er sket en betydelig terrænhævning på kirkens nordside, hvis jordhøjde i senmiddelalderen antageligt lå omkring 50 cm lavere end nu. Også gulvet inde i våbenhuset er blevet hævet væsentligt i eftertiden, da man på et tidspunkt valgte at opgive nordindgangen, tilmure døråbningen og anvende våbenhuset til redskabsrum og senere fyrrum. Først ved en større restaurering af kirken i 1976-78 blev norddøren genåbnet, og det nordre våbenhus benyttes nu som venterum ved dåb og vielse
Til de sidste middelalderlige tilbygninger på Hørby Kirke hører tårnet, der er yngre end hvælvslagningen i skibet og dermed synes at stamme fra 1500-tallets første årtier. Den østlige tårnmur er bygget ovenpå skibets oprindelige vestgavl, der ved samme lejlighed blev gennembrudt, så der var adgang fra skibet til det overhvælvede rum under tårnet gennem en arkade. Den nutidige tårnarkade er ikke den oprindelige, men stammer fra en udvidelse af åbningen i 1666. Adgang til tårnets mellemste og øvre stokværk gik fra begyndelsen gennem et trappehus med en spindeltrappe på tårnets sydside. Døren har kunnet spærres indefra med en bom, hvilket er usædvanligt. Tårnet i Hørby er efter danske sognekirkeforhold temmeligt stort, idet det er omtrent kvadratisk med samme bredde som skibet. De øverste dele af tårngavlene rager godt 20 m op over terrænet, mens glamhullerne sidder i omkring 12 meters højde. På tårnets østmur et par meter under glamhullerne har man indmuret to marksten, der stikker omkring 25 cm ud fra muren. Formålet hermed kendes ikke, men som en mulighed kan det tænkes, at de har været beregnet på opstilling af figurer. I tårnets øverste stokværk sidder to klokker fra 1627 og 1648. Desuden findes et sejerværk fra første halvdel af 1700-tallet, der står i forbindelse med tre urskiver på tårnets ydermure på syd, vest og nord. Under tårnet er der fundet en romansk gravsten anvendt som sokkelsten. Romanske gravstene er forholdsvis sjældne og kædes ofte sammen med stormandskirker, hvilket altså er endnu en indikation på Hørby Kirkes særlige status helt fra sin ældste tid.
Hørby Kirke fik sin sidste tilbygning omkring år 1600. Lensmanden Peder Reedtz (†1607) på Hørbygård lod således opføre et gravkapel til sig selv og sin efterslægt på sydsiden af det gamle kor. Hans ligsten sidder nu i kapellets vestvæg. Kapellet havde sandsynligvis et enkelt vindue imod syd, som dog ikke er identisk med det nuværende. Der var adgang til kapellet fra koret, hvor man ligesom ved opførelsen af sakristiet og tårnet havde brudt en åbning i den gamle mur. Gulvet i gravkapellet ligger ca. 50 cm over korets gulvhøjde, hvilket skyldes, at der til Peder Reedtz’ efterfølgere blev udgravet en overhvælvet gravkrypt. Her lå bl.a. lensmandens søn, rigsråd Frederik Reedtz (†1659) og hans to hustruer.
Selvom kirken ikke fik flere tilbygninger, skete der stadig nye ombygninger. Mens der ikke haves noget konkret belæg for formodninger om eksistensen af et herskabspulpitur i kirkeskibets vestlige ende i middelalderen, så lod herskabet på Hørbygård indbygge et stort barokt pulpitur engang i løbet af 1700-tallet (også her er der uenighed om dateringen. Ifølge Beyer & al. (1980 s.54) var det fra starten af 1700-tallet, mens Jørgensen & Johannsen (1981 s.492) formodede, at pulpituret stammede fra omkring år 1800). Denne opsætning medførte en større ombygning af det sydlige våbenhus, der både blev gjort højere og bredere. Årsagen hertil var, at herskabet ville have en trappe med direkte opgang til pulpituret udefra. Denne trappe blev anlagt i våbenhusets udvidede vestlige del, hvor den adskiltes fra resten af menighedens indgangsrum med en væg af bindingsværk. Døren op til pulpiturtrappen findes stadig i våbenhusets vestvæg, men da pulpituret for længst er fjernet igen (ved en ombygning i starten af 1900-tallet), giver døren i dag kun adgang til kirkens toilet.
1858 lod familien Grevenkop-Castenschiold på Hørbygård flytte rundt på funktionerne af de to kortilbygninger, idet det gamle sakristi på nordsiden indrettedes til familiens gravkapel, mens Reedtzfamiliens gravkapel på sydsiden herefter fik funktion af sakristi. Rokeringen medførte en del ændringer på begge bygninger, idet det oprindelige sakristis dør ind til koret og det lille vindue mod øst blev muret til, mens en ny dør blev indsat i bygningens vestmur og et stort vindue sattes i nordmuren. Samtidig blev gulvet hævet, hvilket muligvis var af hensyn til ældre begravelser. På samme måde blev der i det gamle gravkapel indsat en ny yderdør (i østmuren) og et stort vindue (i sydmuren). Allerede i 1896 blev det nyindrettede gravkapel i sakristibygningen opgivet igen, idet familien på Hørbygård i stedet lod opføre et fritliggende gravkapel i nygotisk stil ude på kirkegården, som senere er blevet udvidet til omtrent den dobbelte (og nuværende) størrelse.